English (United Kingdom)Danish(DK)
Endnu en UPS !

Denne historie handler om, hvad hundeudstillinger kan føre med sig.  Herning november 2010. En på mange måder dejlig udstillingsweekend, hvor mine betræbelser på at få en cairn til tops faldt i hak allerede om lørdagen. Søndagen var derfor meget afslappende og sluttede bedst muligt, hvilket betød, at jeg skulle i stor ring med den pågældende hund. Så langt så godt. Stod i opstillingsringen og havde det vældig hyggeligt og nu gik det så ind i stor ring, hvor jeg blev udtaget til placering i gruppen. Nr. 4 bliver  Airedale, nr. 3 bliver Jack Russell Terrier og tilbage stod Cairn Terrier og Staffordshire Bull Terrier. Kæft, hvor er det spændende nu. Vi sendes rundt og en perfekt weekend afsluttes endnu mere perfekt med en gruppevinder, men lad os lige spole tiden et lidt tilbage. Cairn Terrier og Staffordshire Bull Terrier sendes rundt i ringen og vi er næsten nået rundt, da Cairn Terrier udråbes som gruppevinderen. Uden overhovedet at tænke, men nærmest som en automatisk muskelspænding, sætter jeg af på det højre ben og (flyver højt under loftet, troede jeg, men det viste sig at være et særdeles beskedent rejehop) og i samme øjeblik hører jeg et gevaldigt smæld, som jeg ikke forbinder med mig selv, men bare som en høj, mærkelig lyd. Jeg ankommer igen til gulvet efter mit ”høje” hop og tænker ”hov, der trådte du vist forkert”, løber videre og må igen tænke ”hov trådte du forkert igen ?”, hvorefter jeg får en fornemmelse af, at min højre fod ikke ”lystre”, så jeg stopper og kigger undrende ned på min fod, der virker som om tæerne er faldet ned i et hul. Nåe ja jeg måtte jo videre og humper hen til podiet, hvor jeg fortæller dommeren, at jeg vist har sprunget min akillessene, hvortil dommeren svarer ”Ja, det lød sådan” ! Det kunne jeg helt ærligt ikke tage mig af for nu gjaldt det jo fotografering, hvilket overhovedet ikke fungerede med mig humpende rundt på 1½ ben. Den sædvanlige æresrunde aflyses og jeg nærmest slæbes ud af ringen.

Udenfor bliver jeg anbragt i en stol og får benet hævet, hvorefter samaritterne (3 stk.) ankommer og går i gang……..eller forsøger at gå i gang. Den ene samarit forsøger at få min sko af, men uden at løsne snørebåndet, så han har store problemer indtil jeg foreslår, at han kunne overveje at løsne snørebåndet og derefter går det fint med at få skoen af. Det konstateres, at min akillessene er sprunget og jeg får besked om, at der i løbet af 5 min. ankommer en ambulance, hvorefter jeg skal regne med at komme direkte på operationsbordet. Samaritten forsøger at holde en ispose fast om min ankel med noget bandage, men dét har han altså slet ikke anlæg for, så det gør jeg lige selv, medens jeg overvejer, hvad jeg nu lige skal nå at have styr på inden ambulancen ankommer. Jeg skal handle hurtigt for hunden skal jo ind i BIS, men hvem skal handle hunden. Det bliver arrangeret.

Samaritterne spørger om jeg har ondt, men det har jeg egentlig ikke ja lige bortset fra, at jeg da godt kan mærke, at det ”bider” lidt i min læg. ”Vil du have noget ilt?” bliver jeg spurgt og spørger, hvad det skulle hjælpe på. Jo det tager toppen af smerten var svaret og så kunne jeg jo bare sig ”Bring it on”, så nu sad jeg i en stol med benet højt hævet omviklet med bandage, der holdt en ispose fast på min ankel OG iltmaske. Nu skal jeg også lige finde en løsning på, hvordan min hund og bil kommer hjem til Fyn for nu skal jeg jo direkte på operationsbordet. Heldigvis viser det sig, at en ung pige, Michelle, der går til ringtræning hos mig i Svendborg, også er i Herning sammen med hendes kæreste. Fint. Jeg fortæller Michelle, hvor min bil står og hvor og hvordan min GPS virker, så nu kan både hund og bil kommer til Fyn. Så blev det også arrangeret. Michelle spørger flere gange om hun ikke skal køre med til sygehuset, men nej tak det er der jo ingen grund til, når jeg skal på operationsbordet.

I mellemtiden er der nu gået flere gange 5 min og stadig uden en ambulance. De store fløjdøre indtil hallen er dog allerede blevet åbnet, så ambulancen kan køre direkte ind og hente mig. Imidlertid er det mildest talt skide koldt at sidde der med ryggen op mod den kolde og stride blæst, der suser ind fra de åbne døre. Jeg fryser og synes efterhånden ikke det er specielt attraktivt at sidde der.  Nu føler jeg faktisk også, at jeg har det vældig dårligt og jeg mærker blodet forsvinder fra hovedet og jeg fornemmer, at jeg ikke længere har kontrol over situationen. Fornemmer at jeg døser lidt hen og får kvalme. På grund af den lange ventetid 30-40 min. og den holde vind konstant i ryggen siger jeg, at nu skal jeg altså på ”det lille hus”, hvilket ifølge samaritten bare ikke kan komme på tale ! Nåe ja man kan vel også klemme sammen lidt endnu.

Langt om længe ankommer – nej ikke ambulancen – men en stor taxa, der medbringer en meget smal båre, som jeg lodses op på, et hundetæppe henover mig og så kører jeg ellers fra hallen til den ventende taxa udenfor. 4 personer følger båren ud til taxaen, hvor båren nu skal lægges på bagsædet i taxaen og med de mange hænder burde det jo hurtigt være overstået, men nej. Det går helt helt galt. Det viser sig, at man ikke kan finde ud af at slå hjulene på båren op, så 2 gange er jeg ved at ryge af båren, da de 4 tumler rundt for at både at bære båren og samtidig slå hjulene op. Efter flere forsøg opgiver man at få båren med ind i taxaen og jeg slæbes ind. NU er jeg så bundfrossen og så dårlig, at jeg i 5 sekunder er sikkert på, at nu kommer der ”noget” ud af mig begge veje på én gang. Jeg støtter mig til sædet og forsøger at trække vejret dybt, så den netop omtalte situation undgås. Det tager vel ca. 10 min at køre fra Herning Messecenter til Herning Hospital og i løbet af den korte tid får jeg det meget bedre. Ja faktisk sidder jeg og tænker, at jeg åbenbart er noget af en hypokonder for det kan da ikke være rigtigt, at jeg virkelig følte mig meget dårlig for få øjeblikke siden og nu føler at hjernen langsomt begynder at fungerer igen.

Vi ankommer til hospitalet og jeg regner med, at jeg igen skal bugseres ud af taxaen men nej. Der holder en kørestol ved siden af taxaen og jeg må selv bakse mig ud af taxaen. Jeg bliver kørt ind og skynder mig at fortælle, at der er visse ting man skal være opmærksom på, når jeg køres på operationsbordet, men disse oplysninger synes ikke at interesse hverken sygeplejersken eller lægen. Jeg undrer mig stadig over, at jeg nu føler mig stjerneklar i hovedet, hvilket jeg fortæller lægen, der grinende svarer ”Det kan jeg sgu’ godt forstå”, hvilket jeg så ikke forstår, men forklaringen viser sig at være den, at man normalt giver ca. 1 liter ilt, men at lægen kan se, at jeg har fået 10 liter ilt, hvilket giver en oplevelse af et kæmpe syretrip eller en kæmpe brandert. Mit ben undersøges og igen konstateres det, at akillessenen er sprunget, hvorefter en speciel støvle hentes og den får jeg på, hvorefter sygeplejersken/lægen siger, at ”nu kan du godt køre hjem”. Køre hjem ??? Jamen jeg skal sgu’ da opereres. Det skal jeg åbenbart ikke og nu går det hele da op i hat og briller for, hvordan skal jeg da komme hjem ? Alle er jo for længst kørt fra Herning, herunder også min egen bil. Jeg ringer rundt for at høre, om en eller andet skulle have et mobilnummer på Michelle, der jo nu kører mod Fyn i min bil, men nej det er ikke tilfældet. Jeg henvender mig til personalet og forklarer situationen og hører, om jeg kan overnatte til næste dag, men det kan jeg ikke. Nu kan jeg så lige forestille mig, at jeg sættes i en ”transportstol” og bliver placeret udenfor Herning Hospitals hovedindgang, hvor jeg så kan sidde og vente til jeg selv finder en løsning på min hjemtransport. Det bliver til at min mand kører mod Herning, medens jeg tager en taxa fra Herning og vi er i løbende kontakt for at finde ud af, hvor i Jylland vi kan mødes, så hjem kommer jeg altså.

Genvordighederne slutter ikke her, men i skrivende stund har jeg fået støvlen af og kan gå små ture á ca. 20 min., så selvom det går alt for langsomt til mit terrier temperament, så går det da fremad.

Nu kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad du har oplevet for nylig ?











 

 
Hvorfor blev valget en Cairn Terrier ?


Billede20For mit vedkommende må jeg nok erkende, at det var en tilfældighed, for egentlig ville jeg nok hellere have haft en noget større hund, men da vores datter på det tidspunkt var 5 år var det væsentligt at finde en mindre hund, der ikke i leg ville vælge hende omkuld.

Når man overvejer køb af den første hund, vil mange formentlig tænke tilbage og vælge hund fra barndommens sorgløse tid, men jeg havde ikke haft hund som barn. Derfor måtte jeg på biblioteket og låne bøger - mange bøger :-) - der blev grundigt studeret over en periode på næsten 2 år. Til sidst var der 3 muligheder tilbage og da familien fik forelagt mulighederne, var der ikke tvivl om, at valget faldt på en Cairn Terrier.

Vores valg af Cairn Terrier blev bekræftet en dag i Nyborg - dengang der stadig sejlede færge mellem Fyn og Sjælland. Jeg skulle hente noget familie og ventede, medens man overvågede menneskemængden, der kom fra færgen. Blandt de mange mennesker kommer på et tidspunkt en mand fra færgen med den største schæfer jeg nogensinde har set. Schæferen udstrålede helt klart, at den ikke var til at bide skeer med......indtil der bagfra kommer en Cairn Terrier møvende frem i mængden, op på siden af schæferen og så kan det nok være, at schæferen i et meget tydeligt hundesprog fik fortalt, at nu kom der altså en Cairn Terrier, så kunne schæferen godt fise ind til siden ! Jeg var da noget nervøs for, om den lille Cairn Terrier i løbet af et øjeblik ville være sat grundigt på plads af schæferen, men nej .... det var schæferen, der måtte bøje sig for Cairn Terrieren.

En Cairn Terrier er som ofte ikke selv klar over, at dens skulderhøjde er omkring 30 cm., så når man siger, at en Cairn Terrier er en STOR hund i en lille krop, har man fuldstændig ret.

Næste spørgsmål var så, hvor man nu skulle henvende sig for at finde en Cairn Terrier, der så også levede op til det, der i bøgerne var beskrevet ? Dansk Kennel Klub blev kontaktet og dér fik jeg oplyst telefonnummer på racens repræsentanter og jeg tog kontakt til Helle Møller Bjerregaard, Kennel Tam O'Shanter's.

I marts måned 1996 hentede vi så vores første Cairn Terrier, der blev købt som familiehund, men det skulle senere vise sig at blive til lidt mere end blot familiehund.

En lille advarsel: Køber du først én Cairn Terrier risikerer du at blive smittet med den virus der gør, at du simpelthen må have én mere og én mere og......













 
USA-turen
Fortællingen om min tur til USA kunne jeg meget passende starte med ordene ”Ups I did it again” og hvad var det så jeg gjorde igen ?

Jo jeg fik sagt JA TAK til at komme til USA med min hund Zalazar Yahoo uden at have den fjerneste anelse om, hvad der ventede af overraskelser og havde jeg vidst, hvad min hund og jeg skulle igennem, havde jeg nok overvejet mit tilsagn endnu engang.

Faktisk skal vi helt tilbage til 2001, hvor min hund vinder BIS 3 UNGHUND. Successen var nu også ret specielt, idet jeg i hele 2001 var syg og derfor havde sendt min hund på årets sidste udstilling sammen med opdrætteren, Mette Sørum, Kennel Zalazar. Hjemme gik jeg og ventede utålmodigt på at høre nyt fra udstillingen og det viste sig, at Mette havde haft rigeligt med hunde at vise på udstillingen og derfor havde allieret sig med Søren Thomsen, Kennel Nordcairn, der viste min hund frem til placeringen som BIS 3 UNGHUND.

Jeg skynder mig lige at indsnige en STOR tak til måde Mette og Søren for hjælpen. Jeg er sikker på, at jeg allerede i 2001 sagde TAK, men en god gerning kan ikke gøres for tit. Når man er syg og forhindret i at gøre mange af de ting, man har lyst til, var det bare så fedt at høre, hvor fint det var gået på udstillingen og familien taler da stadig om ”den dag”, hvor jeg fór rundt i stuen og dansede vilde indianerdanse i ”sejrsrusen” .

Selvfølgelig sendte jeg mails rundt i verden for at fortælle nyheden og dernæst modtog jeg en lidt speciel mail fra en dame i USA, som bare synes min hund er lækker, lækker, lækker….øhh det blev vist lidt til en Matas reklame. Gennem de sidste 6 år har denne dame vedholdende opfordret mig til at komme til USA og udstille, men men men USA er altså ikke lige rundt hjørnet, så i flere år blev det blot ved snakken.

I mellemtiden er min hund så blevet 7 år og jeg tænkte, at hvis det skulle være, så skulle det være nu og i de foregående år havde jeg da også med rimelig succes udstillet min hund i andre lande og havde opnået en del titler, så muligheden for også at kunne tilføje Amerikansk Champion var tillokkende, men nok ikke realistisk i konkurrencen med de mange professionelle handlere.

Aftalen blev lavet, flybilletten blev bestilt og dagen oprandt midt i oktober, hvor jeg drog af sted med min hund. Allerede i Københavns Lufthavn løb jeg ind i problemer, idet jeg ikke kunne komme afsted, når jeg ikke kendte min ankomstadresse. Det havde jeg da overhovedet ikke tænkt på, idet jeg ville blive hentet i lufthavnen og jeg regnede da med, at min veninde kunne finde hjem til sig selv fra lufthavnen, men der var ingen kære mor, så klokken meget tidligt måtte jeg ringe rundt og fik da også løst problemet. Så langt så godt. Jeg fløj fra København og ankom 9,5 time senere i Atlanta Lufthavn, hvor jeg skulle flyve videre i løbet af små 1,5 time. Jo jeg havde da på forhånd undersøgt om 1,5 time var nok for at få min hund i det næste fly og det var ikke noget problem fik jeg i sin tid oplyst. Det ingen kunne tage højde for var, at flyet var 30 min. forsinket over Atlanten, men jeg fik god hjælp med at få checket både min hund og bagage ind og så løb jeg alt hvad remmer og tøj kunne holde for at nå det næste fly, blot for at nå gaten og se, at døren var lukket.

Mine sko havde gnavet et blodigt hul i min ventre hæl, så jeg humpede ned til servicecentret for at finde ud af, om min hund var kommet med flyet eller ej. Det var heldigvis ikke tilfældet og jeg bad derefter servicecentret give besked om, at min hund manglende vand og det skulle man nok klare. Dernæst fik jeg en standbytid kl. 18.00 (midnat dansk tid), der dog viste sig at være overbooket.

Endnu en tur til servicecentret, hvor beskeden var, at min hund heldigvis heller ikke var kommet med flyet. Klokken 20.10 (02.10 dansk tid) ville jeg med sikkerhed flyve og så kunne jeg humpe i retning af den 3die nye gate. Selvfølgelig var hver afgang i en ny gate, så jeg fik gået (eller rettere humpet) nogle km. Endelig ankommet ved den gate, der forhåbentlig skulle bringe mig til min destination, fik jeg endnu engang spurgt til min hund og blev beroliget med, at alt var i skønneste orden.

Flyet bliver forsinket og nu er klokken så blevet 20.30 (02.30 dansk tid) inden jeg går om bord i flyet, hvor jeg henvender mig til stewardesse og beder om, at hun giver mig besked, når min hund er om bord. Sød og smilende var stewardesse, der lover at give besked og det sker også ganske kort tid efter, hvor hun komme ned til min plads og meddeler, at min hund er ombord…..dybt suk og flere løftede tommelfingre fra min medpassagere. Det meddeles også over højttalerne, at ”danish dog welcome on board”, men det holder desværre kun ganske for sekunder, hvorefter stewardessen igen komme ned og oplyser, at ”your dogs is not on board and we don’t know where he is” !!!

En ældre herre er særdeles oprevet på mine vegne og meddeler stewardessen, at det er flyselskabets ansvar og at ansvaret for hunden kan sammenlignes med ansvaret for et barn og endelig, at så må flyselskabet omgående se at finde hunden og få den bragt ombord! Det havde jo været herligt om det så også skete, men det var desværre ikke tilfældet, idet jeg får valget mellem at flyve med eller stige af flyet. For mig var det på det tidspunkt ikke noget valg, jeg måtte stige af og finde min hund. På vej ned ad flygangen får jeg også udtrykt mig med SHIT og i øvrigt meddelt, at jeg ikke på nogen måde er imponeret af flyselskabet.

Tilbage ved gaten var mit toneleje blev ”lidt” højere end normalt da jeg siger, at nu forlanger jeg fandme, at man STRAKS finder min hund ! Ganske kold i r….. får jeg den besked, at jeg ikke er i en situation, hvor jeg kan forlange noget som helst og at man har tilkaldt politiet på grund af min uacceptable opførsel i flyet ????? og ganske rigtigt ankommer der 2 Terminator-lignende politibetjente med alskens udstyr rundt livet, herunder også pistoler. Fandens også tænkte jeg, for nu var det nødvendigt at bevare roen, hvis jeg ikke ønskede en overnatning bag tremmer.

Indvendigt er jeg rystet over, at min hund er forsvundet og trætheden har også efterhånden sat sine spor, når man har været oppe siden kl. 05.00 (altså dansk tid forstås). Jeg fik dog stille og roligt forklaret den ene betjent (den anden betjent var gået igen – formentlig efter at have vurderet, at hans tilbageværende kollega uden problemer om nødvendigt ville kunne kaste mig i gulvet og lægge mig i håndjern !) , hvad der var sket de sidste mange timer og hvordan jeg gentagne gange havde spurgt til min hund og hele tiden havde fået den besked, at alt var under kontrol, hvilket det jo åbenbart ikke var, når min hund nu var væk !

Betjenten var nu meget hjælpsom og i mellemtiden havde selskabet fundet ud af, at min hund var fløjet videre kl. 18.00. Det er flot, rigtig flot (not), men det nøjedes jeg med at tænke. Straks ringer jeg til min veninde og oplyser, at hunden har været fremme siden kl. 19.00, men det havde hun heldigvis selv fundet ud af ved at ringe til ankomstlufthavnen og hunden var nu sikkert hjemme hos hende. Hun oplyser også, at der er en sidste afgang fra Atlanta omkring kl. 22.00 (04.00 dansk tid) og jeg henvender mig derfor igen til selskabet for at høre, om jeg kan komme med kl. 22.00. Svaret var en ren magtdemonstration da svaret er: ”Madam you are not flying anywhere today.” Kæft altså, som om man smiler tilfreds med dette svar, bare fordi man bliver tiltalt med ”madam” !. Jeg kunne aller nådigst få lov til at flyve videre næste morgen kl. 08.00 (14.00 dansk tid) Nu var jeg altså tæt på at synes, at turen tilbage til Danmark var mere tillokkende og den sidste besked var ikke specielt opkvikkende på mit i forvejen efterhånden trætte legeme. Betjenten kommer mig til hjælp og taler med selskabet om overnatning. Ja, det kunne vel ikke være for meget, tænkte jeg, men undrede mig, da jeg hørte, at der blev talt om ”rabat”. Rabat ?!?! Jamen det var vel en udgift flyselskabet påtog sig, når man havde rodet så eftertryggende rundt i fragten af min hund, men nej, det var min egen udgift eftersom jeg var blevet ”smidt” af flyet. Hvor herre bevares, det var da helt godnat det her. Betjenten tilbyder at køre mig til et hotel, men det kan jeg bare ikke overskue, idet jeg jo ikke har andet end det jeg stod i og hvordan skulle jeg komme ind i lufthavnen igen næste morgen, nej jeg fortæller betjenten, at jeg ønsker at blive i lufthavnen, men jeg må ikke blive ved gaten, da jeg skal checke ind på ny næste morgen.

Efter at have kørt med undergrundstoget for gud ved hvilken gang og gået, hvad der på det tidspunkt føltes som adskellige maratons, ankom jeg i indcheckshallen, hvor jeg fandt en hård stol. Her sad jeg og nikkede i 2 timer inden jeg opdagede, at der rundt hjørnet var placeret nogle små 2-personers sofaer. En enkelt var endnu ledig og jeg slog mig ned og forsøgte at hvile med min taske som hovedpude og min mobiltelefon indstillet til at vække mig kl. 04.00 (12.00 dansk tid). I løbet af nogle timer blev jeg så dårlig, at jeg gentagne gange måtte rende på ”det lille hus” og heldigvis hjalp et ungt par med at ”holde min” sofa til jeg var tilbage.

Klokken 5 om morgenen åbnede indcheckningsskrankerne og jeg fik mit bordingpass og begav mig hen til én af flere uendelig lange kontrolsteder, inden jeg endnu engang tager den efterhånden velkendte tur med undergrundstoget og var ved gaten i god tid.

Først nu fandt jeg ud af grunden til, at jeg havde været dårlig i nattens løb. Jeg havde jo ikke fået noget at spise siden frokost på flyet dagen før. Endelig langt om længe sad jeg i flyet og fik lov at blive ombord, hvorefter jeg 60 min. senere – med 16-17 timers forsinkelse - ankom til Knoxville, hvilket svarer til kl. 15.00 dansk tid. Ankommet hos min veninde blev jeg genforenet med min hund og jeg tænkte, at med den start på turen kunne resten af opholdet kun blive bedre.

Og det blev da også bedre end ”bedre”. Når jeg nu havde taget turen fra Danmark til USA havde jeg også tilmeldt nogle udstillinger, men havde nok ikke det store håb om at kunne gøre andet end vise det danske flag, men det var jeg afklaret og indforstået med.

Næste dag pakkede vi bilen med 9 hunde og drog af sted til Marietta, Georgia, med udstyr til 4 dages udstilling. 4 dages udstilling ….ja det havde jeg regnet med ville dræne mig for al energi, men med et anderledes udstillingssystem gik det nemt og smertefrit. Man har på forhånd modtaget ringfordelingen og hver ring var inddelt i 4 tidspunkter i løbet af dagen, således at man kunne se, hvilket tidspunkt man ca. skulle være i hallen. Det er ikke tilladt at opstille trimborde og grej i hallen, så man ankom blot med sin hund ca. 10 min. før den tid, der var angivet i udstillingsmaterialet.

Her hjemme skal man være klar ved ringen i god tid og det skal man selvfølgelig også i USA, men forskellen er, at man ikke starter bedømmelsen før det angivne tidspunkt. For at blive Amerikansk Champion kræver det 15 point, opnået ved min. 2 majors og resten kan vindes i ”små” point.

Efter de 4 udstillinger i Marietta havde vi vundet 4 majors med 3 x Bedst i Racen og 1 x Bedst i Modsat, hvilket i alt gav 13 point. Der manglede så yderligere 2 point som skulle vindes den kommende weekend i Knoxville. På det tidspunkt troede jeg på, at det kunne lykkedes. Det lykkedes også, idet vi ryddede bordet med yderligere 2 x Bedst i Racen.

Lidt morsomt er det at tænke tilbage på for i starten blev man ignoreret i stor ring, men da jeg nu nogle gange havde stået ved siden af de samme professionelle handlere, blev der hilst på mig og min hund kommenteret i positive vendinger. Det blev dog ikke til andet end det jeg kalder en ”æresrunde”.

Efterfølgende fik jeg dog oplyst, at jeg ville have placeret mig i gruppen på den sidste udstilling og hvordan kunne jeg så få denne oplysning, tænker du vel. Forklaringen er, at da jeg flyver fra Knoxville og vinker til min afskedskomite opdager jeg, at der bag mig i køen står en mand og smiler og vinker til mig. Det viser sig at være dommeren, der dømte racen om lørdagen og som dømte gruppen om søndagen. Medens jeg kigger efter, hvilken gate jeg skal flyve fra, ankommer dommeren og spørger meget forsigtig, hvem der havde vundet racen om søndagen. Det havde jeg fortæller jeg, men havde besluttet at køre hjem for at gå i gang med at pakke sammen. Dommeren svarer, at det var ærgerligt, for han havde ledt efter mig i gruppen. Nu var gruppebedømmelsen jo for længst overstået, så jeg fortæller dommeren, at min vurdering var, at vi ikke havde en kinamands chance i det professionelle selskab og med et glimt i øjet spørger jeg, om min hund havde haft en chance, siden han havde ledt efter os? Dommeren svarer helt alvorligt, at jeg var blevet placeret. Shit, shit, shit tænker man så, men oplysningen var da dejlig at tage med hjem til Danmark.

På de amerikanske udstillinger er der ikke mange såkaldte ”owner handlers”, men primært professionelle handlere og ordet ”handler” får en helt ny betydning, idet hundene både i og udenfor ringen handles. Jeg fik lejlighed til at snakke en del med en handler, som min veninde kender og denne handler fortalte, hvordan hun ville forberede en cairn terrier til ringen:

Dagen før ville hunden blive vasket og føntørret !!! På udstillingsdagen ville hunden blive fyldt med mousse og derefter føntørret igen, dernæst skulle den farves !!!, tørres med håndklæde til farven ikke smittede af igen og endelig ”pustes op” med diverse produkter.

Denne oplysning fik jeg allerede dagen før den første udstilling, så det bekræftede mig blot i, at konkurrencen var noget anderledes end hvad jeg tidligere havde oplevet.

Til trods for – kan man vel godt sige – at jeg ikke adopterede de amerikanske udstillingsforberedelser kan min hund i dag smykke sig med 9 nationale championater; dansk, finsk, tysk, gibraltar, lettisk, litauisk, estisk, luxemborg og amerikansk foruden titler som Baden Württemberger Sieger 2003, Berlin Sieger 2004, Letvian Winner 2006, Baltic Terrier Winner 2006 og Porto Winner 2007 samt Baltisk Champion og International Champion.



I lyset af, at man andre steder i verden sender sin hund til en handler, der sørger for trim og handling, er min hunds titler i al beskedenhed opnået med undertegnede 2. gangs hundeejer som trimmer og handler og jeg kan da godt tænke over, hvad min hund kunne have opnået, hvis jeg havde været lige så god som ”de gode” til trim og handling.

Amerika er en anderledes oplevelse, som jeg, trods besværlighederne i starten, nok kunne overveje at gentage på et senere tidspunkt og da min hund forhåbentlig i begyndelsen af det nye år har afkom ”over there” bør man vel som hanhundens ejeren også ”tilse” afkommet.

Resize_of_Marietta_Dog_Show_2007a_068_cropResize_of_Marietta_Dog_Show_2007a_069_crop



 
Crufts-turen
Nogle gange kan man i bakspejlet godt undre sig over, hvad en lille kvik bemærkning kan føre til.

For mit vedkommende startede min tur til Crufts (Birmingham, England) med en sådan kvik bemærkning. Jeg blev af Graham Peers, der er cairn terrier dommer og -opdrætter med kennelmærke Tweedisle, inviteret til at komme til Birmingham og se Crufts, hvortil jeg humoristisk bemærkede, at jeg da kun kom til Crufts, hvis jeg havde hunde at vise i ringen og at det ikke kunne lade sig gøre at tage min egen hund med. Graham svarede, at det sandelig var tanken, at jeg skulle vise hans 7 tilmeldte hunde, hvis jeg kom over !!

Så havde jeg roder mig ind i suppedasen ! Jeg troede, det hele var for sjov, men i England sad en, der mente det alvorligt. Afsted kom jeg og havde dagen før Crufts til at lære hundene at kende. Der skulle nu kun 6 hunde med til Crufts, da hundene havde leget damefrisør med den 7. tilmeldte hund og jeg måtte give Graham ret i, at den frisure nok ikke kunne gøre sig på Crufts. Inden jeg tog afsted var der flere, der sagde: "Nu beholder du hænderne dybt begravet i lommerne" - underforstået, at jeg ikke skulle trimme på hundene. Det havde jeg nu heller ikke tænkt mig, da trimmet er anderledes end det vi ser i Danmark. Det gik selvfølgelig ikke værre eller bedre end at Graham og jeg hurtigt blev enige om, at der liiiige skulle rettes lidt på en ryglinie og i løbet af nogle timer havde det ene hår taget det andet. Heldigvis var både  Graham og hans kone Hilary begejstrede for resultatet og så kunne jeg jo også være det.

Crufts-dagen oprandt og vi skulle afsted før en vis herre fik sko på og køre ca. 90 min. til Birmingham. Ankommet til Birmingham fik vi læsset de første 4 hunde og var begyndt at gå mod hallen, da Graham siger: We need all two !! og jeg svarede: Hvilke 2, hvad mangler vi, har vi glemt noget ?? Nu skulle jeg jo lige vænne mig til at tale udenlandsk, men jeg syntes da ikke selv, at jeg var helt tåbelig, men forstå alt hvad han sagde, det kunne jeg ikke. Vi fortsætter mod hallen og så peger Graham op og siger igen: We need all 2". Det viste sig, at jeg boede hos et menneske, der talte en af-art af engelsk, hvor man udelader H-et, for det han mente var, at vi skulle i HALL 2. (Jeg blev dog bedre til selv at sætte H-er foran det jeg ikke forstod, men der skulle komme flere sjove episoder).

CRUFTS var ubeskriveligt STORT i antallet af haller, ringe, mennesker, hunde og stande og med et udstillingssystem jeg ikke forstår, hvordan selv de "indfødte" finder rundt i. Klasserne blev opråbt, man går i ringen og bliver bedømt, men man får ingen kritik. Alle hunde bliver i ringen og så vælges vinderen, nr. 2, 3 og 4. Du går ud af ringen uden at have den fjerneste ide om, hvad dommeren mente om hunden. Der gives dog kritik på de 3 først placerede hunde, men jeg forstod det sådan, at kritikken ikke gives til udstilleren, men kan læses på internettet.

Min egen indsats på Crufts kan beskrives kort: Jeg kom ind i ringen nogenlunde til tiden, medens jeg i en anden klasse tog revanche ved at blive lidt for længe. Jeg mente, at dommeren havde peget på mig i udvælgelsen af vinderhundene, men da vi stod 5 tilbage i ringen, tænkte jeg, at der nok af en, der heller ikke forstod systemet, men da dommeren igen pegede på mig og virrede med hovedet, var det altså mig, der havde misforstået en "pegning". Det bedste resultat var en 5. plads, men på den anden side er den placering jo næsten lige så god som en 2. plads. Ingen af placeringerne går nemlig videre til finalen ;-)

Vinderen var en hvedefarvet tæve, Penticharm Celtic Prinsess, ejet af Lis Hooton, medens BIM blev Carradine Toblerone, ejet af Dawn Formosa. Fra de mere hjemlige himmelstrøg er det værd at bemærke, at sidste års vinder, Rasken's Rusty Red Ruby, blev no. 2 i åben klasse. Jeg havde håbet og var fast overbevist om, at jeg skulle se nogle hunde på Crufts, der simpelthen ville tage vejret fra mig, men jeg må erkende, at jeg på intet tidspunkt følte sådan. Der var mange dejlige hunde, men ingen af de hunde jeg syntes om, faldt i dommerens smag. Til gengæld var jeg vildt imponeret over den måde, hundene handles på. ALLE hunde vises med fuldstændig løs line og til trods for den løse line, går hundene med løftet hoved og hale og så SHOWER de hunde, så det er en drøm. Det må jeg sige var imponerende.



Når dommeren har en hund på bordet er det også almindeligt, at de øvrige handlere bærer rundt på deres hund, snakker til højre og venstre eller endda sidder blandt publikum og snakker....efter min mening en noget "Leif Lalleglad" holdning til at udstille, men som Graham sagde: "Don't get it wrong, they ALWAYS have one eye on the judge and the other one on the dog!.

En anden oplevelse, der viser, at englænderne tager udstillinger noget mere afslappet end de fleste her hjemme gør, var følgende: Medens jeg er ved at gøre en tæve klar til ringen, står en dame nær trimbordet og forklarer et ægtepar, at en cairn terrier skal trimmes. Så går damen hen og stryger hånden fra tævens hale og op til halsen, så ryglinien står lige vejret og siger til mig: I'll just show them how to strip a cairn !!! De, der kender mig, kan måske næsten høre tonefaldet, da jeg nærmest langer ud efter hendes hånd og svarer: NO WAY !!!...can't you see, I am getting this dog ready for the ring ???

På vej ud af hallen gjorde vi holdt ved en afsluttet ring og fulgte konkurrencen om vinderen af gruppe 3 via en kæmpe tv-skærm og pludselig synes jeg, at jeg ser et bekendt ansigt og i det samme rejser manden sig fra stolen, styrter hen til mig, giver mig hånd og kys på kinden og siger: Hello love, what are YOU doing at Crufts?? Joh, svarede jeg, jeg var jo importeret fra Denmark til at handle ;-) og så fik vi en god snak om Crufts og om hans oplevelse, da han dømte cairn terriere i Denmark i februar. Den venlige herre var Tom Hehir fra Irland og han kunne huske mig !! Havde jeg mon givet lyd fra mig i ringen, da Ringo vandt sit første cert. under ham ?? Sandsynligvis. Tænk at møde et menneske man kender i den enorme menneskemængde, der havde medbragt over 22.000 hunde - det var virkelig en herlig oplevelse.

Søndag var vi inviteret ned at besøge Judith Parker-Tucker og hendes helt ubeskrivelige hundeverden. Det var overvældende. Man bliver mødt af kæmpe store, tykke mure omkring hele ejendommen og indgangen er et stort jerngitter med hængelås! Indledningsvis fik vi en overhaling (med smil) over, at vi kom 20 min. senere end aftalt. Så blev vi budt på en kop engelsk te, altså te med mælk. De spørger ikke engang om man vil have mælk i teen og faktisk smager det bedre end jeg havde forestillet mig. Nå, med hver sit krus i hånden tager vi fat på rundvisningen. Det kan altså ikke beskrives, men bør opleves. Kun 2 steder så jeg 2 hunde i én løbegård. Det ene sted var med 2 skønne, mørkbrindlede hvalpe på omkring 3 måneder og det andet sted holdt 2 seniorer hinanden med selskab. ALLE andre hunde havde egen løbegård på mellem 25-30 m2 anlagt med hegn, en række fliser langs hegnet og resten med græs. Midt i løbegården var støbt en forhøjet løbegård med hundens EGET HUS på ca. 12 m2. Hvor mange hunde var der så, tænker I nok. Svaret er: Jeg opgav at tælle hunde, da jeg havde talt omkring 25-30 stk., så jeg aner ikke det præcise antal. Jeg var i den grad imponeret over de fantastiske forhold de hunde havde og jeg synes også det er værd at bemærke, at ALLE hunde var så velplejede og veltrimmede, at de alle som én kunne gå direkte i udstillingsringen. Jamen, så er der vel mange til at passe det hele, tænker I. Niksen, biksen venner, ALT blev klaret af JPT og hendes jævnaldrende søster, Daphne. Vi havde regnet med, at besøget ville vare et par timer incl. frokosten på restauranten på den lokale kro ved floden, men der var så meget at se og høre om, at vi først vendte næsen hjemad efter 6 timer. Dette besøg har gjort mindst lige så stor indtryk på mig, som udstillingen dagen før :-)



I umiddelbar nærhed af Hilary og Graham Peers ligger et gammelt slot, bygget i 1153, der foruden selve slottet også har stalde til heste og hunde eller rettere hounds, der bruges i forbindelse med rævejagt. På vej hjem fra JPT fortæller Graham: At the castle, you know, they feet the owls (altså ugler) 6 days a week and one day they don't get anything to eat. Nå, tænkte jeg, det lyder da tåbeligt, hvem kravler op i tårnet til uglerne eller måske er det tamme ugler, de har i bur. Så jeg spørger, hvorfor man fodrer dem. Dette forstod Graham ikke eller rettere sagt, han kiggede med et tåbeligt udtryk på mig, så jeg forsøger at omformulere spørgsmålet, hvorfor man overhovedet fodrer dem. Jeg kan kun sige, at hans udtryk ikke bliver mindre tåbeligt og forundret, så nu spørger jeg, om man fodrer dem med levende eller døde mus !! Graham kigger bestyrtet på mig og siger: The owls ???? Så er det jeg husker hans udtale uden H og spørger: Are you talking about the hounds? og medens han knækker sammen af grin svarer han: Yes of course, WHAT are YOU talking about !Så måtte jeg gå til bekendelse og fortælle, at jeg troede han talte om ugler.

Mine 2 Clapton house skygger:

DSCN0313DSCN0314












 
3-benet hund......

Billede25I marts måned det herrens år 1996 hjembragte jeg husets første hund, en dejlig og fræk rød cairn terrier. Som alle andre kennelhunde har han et langt fint navn, nemlig Tam O'Shanter's In the Nick of Time - herhjemme hedder han Nicky.

På mange måder var det som at få et lille barn i huset - tidligt op om morgenen og dagen gik med at tørre/fjerne "søer" og "klatter" for det var jo ikke hver gang aviserne blev ramt.

Familien mødte også op for at se til vidunderet og under et af besøgene bemærkede min mor (der som barn havde haft hund), at Nicky trak underligt på det højre bagben. De efterfølgende dage blev Nicky således studeret med indgående koncentration omkring højre bagben og det viste sig faktisk, at han ind i mellem ligesom sparkede benet ud til siden. Jeg forsøgte at undersøge (!) ham, men da han ikke var øm og bagbenene så ud til at være lige lange, slog jeg det hen, idet der var aftalt tid hos dyrlægen til vacc. i løbet af kort tid.

Den korte tid fik dog ikke lov til at gå, for en tidlig morgen, hvor kaffen ikke var brygget færdig, havregrøden stod i microovnen og jeg netop var trådt ud af badet, kom Nicky ind fra haven og lagde sig til rette på gulvet, hvor han kunne overskue morgenaktiviteterne i køkkenet.

Pludselig hører jeg et skrig (en blanding mellem et barne- og griseskrig) og da jeg vender mig om, ser jeg Nicky køre 1,5 omgang rundt på gulvet, som om han vil fange sin hale, men det er helt klart ikke en leg, for han bruger kun 3 ben, medens han skriger noget så inderligt. "Der er noget helt galt med det højre bagben, han støtter overhovedet ikke på det - du må ringe til dyrlægen" råber min mand, Henning. Med rystende hånd får jeg tastet dyrlægens nummer (der er heldigvis døgnvagt) og får hurtigt forklaret dyrlægen, at han må komme STRAKS !!! for der er noget rivende galt med vores lille hundehvalp. Dyrlægen mener dog, at vi kan komme til ham for efter min forklaring bliver det nok nødvendigt med nogle røntgenbilleder. Det er der selvfølgelig en vis fornuft i, tænkte jeg, og udstikker ordrer til højre og venstre om at komme i kludene, så vi kan komme til dyrlægen.

I mellemtiden har Nicky forsøgt at rejse sig flere gange, men falder hele tiden om, medens han lyder ynkelig. "Jeg tør sgu' ikke tage ham, hvis han bider", siger min mand. Så jeg tager hunden under armen og hele familien placeres i bilen. På det tidspunkt var Nicky overhovedet ikke god til at køre i bilen, så medens vi kører til dyrlægen, skiftede jeg mellem at holde ham hen over plasticmåtten i bunden af bilen, når han skulle kaste op, og forsøge at rette det højre bagben ud. Det højre bagben, tænkte jeg, er fuldstændig låst og nærmest fastklemt langs bugen, for jeg kunne ikke rokke det ud af stedet. I en sådan situation ærgrer man sig over, ikke at være kørt til dyrlægen noget tidligere, da man var blevet gjort opmærksom på, at der var et eller andet galt med benet.


Billede23Nå, men vi nåede ud til dyrlægen, der stod klar og modtog os ved hoveddøren. Det var jo ikke nødvendigt, at mand og barn skulle have den "oplevelse" med, hvis vi blev nødt til at køre derfra UDEN hund, så jeg beder dem vente i venteværelset. Jeg var overbevist om, at dette her ikke kunne klares, men inden jeg så mig om, stod vi alle i undersøgelsesværelset, hvor jeg forsøgte at placere Nicky på bordet.

Mit hjerte sad langt oppe i halsen, da dyrlægen begyndte at undersøge Nicky."Det er vist ikke så slemt", sagde dyrlægen, og mit hjerte sank til midt i halsen. Dyrlægen undersøgte videre og vi holdt vejret ! "Så er det klaret", sagde dyrlægen lidt efter og Nicky stod på ALLE 4 ben.

Det var godt nok en dygtig dyrlæge vi havde fået fat på, tænkte jeg, og spurgte selvfølgelig, hvad der havde været galt. Jo, svarede dyrlægen, det var såmæn bare neglen, der hang fast i halsbåndet !!

Hjertet faldt på plads, men nu havde jeg svært ved at håndtere den PINLIGE situation. Min mand forsøgte at bevare fatningen ved at spørge, hvad konsultationen kostede. Med et venligt glimt i øjet, svarede dyrlægen, at det intet kostede. Nej, det tror da pokker, han har sikkert levet længe på den oplevelse. Jeg forsøgte at tale om noget andet og spurgte til en af de ansatte, som jeg kender - det skulle senere vise sig at være en meget dum idé.

Da jeg senere mødte op til vacc. med Nicky, stødte jeg på min bekendte, der var ved at bære en hund til operation. "VENT, VENT", råbte hun, "jeg skal lige se din hund."

Jeg ventede et øjeblik, hvorefter min bekendte kom og løftede Nicky op. Så vender hun sig mod receptionsdamen, peger på Nicky og siger "Det er DEN med halsbåndet !! ".

Jeg måtte pænt vente til de var færdige med deres grineanfald, før jeg kunne få min hund tilbage og sige "Nå, jamen farvel og tak for idag". Selv nu - mange år efter episoden - kan jeg blive bedt om at fortælle "historien om halsbåndet" og det sker, at andre "tør" fortælle om, hvordan de har været lidt (meget) til grin.

Billede26












































 
Jumla Webdesign