English (United Kingdom)Danish(DK)
Kennel Nicktime Cairn Terrier - 3-benet hund
3-benet hund......

Billede25I marts måned det herrens år 1996 hjembragte jeg husets første hund, en dejlig og fræk rød cairn terrier. Som alle andre kennelhunde har han et langt fint navn, nemlig Tam O'Shanter's In the Nick of Time - herhjemme hedder han Nicky.

På mange måder var det som at få et lille barn i huset - tidligt op om morgenen og dagen gik med at tørre/fjerne "søer" og "klatter" for det var jo ikke hver gang aviserne blev ramt.

Familien mødte også op for at se til vidunderet og under et af besøgene bemærkede min mor (der som barn havde haft hund), at Nicky trak underligt på det højre bagben. De efterfølgende dage blev Nicky således studeret med indgående koncentration omkring højre bagben og det viste sig faktisk, at han ind i mellem ligesom sparkede benet ud til siden. Jeg forsøgte at undersøge (!) ham, men da han ikke var øm og bagbenene så ud til at være lige lange, slog jeg det hen, idet der var aftalt tid hos dyrlægen til vacc. i løbet af kort tid.

Den korte tid fik dog ikke lov til at gå, for en tidlig morgen, hvor kaffen ikke var brygget færdig, havregrøden stod i microovnen og jeg netop var trådt ud af badet, kom Nicky ind fra haven og lagde sig til rette på gulvet, hvor han kunne overskue morgenaktiviteterne i køkkenet.

Pludselig hører jeg et skrig (en blanding mellem et barne- og griseskrig) og da jeg vender mig om, ser jeg Nicky køre 1,5 omgang rundt på gulvet, som om han vil fange sin hale, men det er helt klart ikke en leg, for han bruger kun 3 ben, medens han skriger noget så inderligt. "Der er noget helt galt med det højre bagben, han støtter overhovedet ikke på det - du må ringe til dyrlægen" råber min mand, Henning. Med rystende hånd får jeg tastet dyrlægens nummer (der er heldigvis døgnvagt) og får hurtigt forklaret dyrlægen, at han må komme STRAKS !!! for der er noget rivende galt med vores lille hundehvalp. Dyrlægen mener dog, at vi kan komme til ham for efter min forklaring bliver det nok nødvendigt med nogle røntgenbilleder. Det er der selvfølgelig en vis fornuft i, tænkte jeg, og udstikker ordrer til højre og venstre om at komme i kludene, så vi kan komme til dyrlægen.

I mellemtiden har Nicky forsøgt at rejse sig flere gange, men falder hele tiden om, medens han lyder ynkelig. "Jeg tør sgu' ikke tage ham, hvis han bider", siger min mand. Så jeg tager hunden under armen og hele familien placeres i bilen. På det tidspunkt var Nicky overhovedet ikke god til at køre i bilen, så medens vi kører til dyrlægen, skiftede jeg mellem at holde ham hen over plasticmåtten i bunden af bilen, når han skulle kaste op, og forsøge at rette det højre bagben ud. Det højre bagben, tænkte jeg, er fuldstændig låst og nærmest fastklemt langs bugen, for jeg kunne ikke rokke det ud af stedet. I en sådan situation ærgrer man sig over, ikke at være kørt til dyrlægen noget tidligere, da man var blevet gjort opmærksom på, at der var et eller andet galt med benet.


Billede23Nå, men vi nåede ud til dyrlægen, der stod klar og modtog os ved hoveddøren. Det var jo ikke nødvendigt, at mand og barn skulle have den "oplevelse" med, hvis vi blev nødt til at køre derfra UDEN hund, så jeg beder dem vente i venteværelset. Jeg var overbevist om, at dette her ikke kunne klares, men inden jeg så mig om, stod vi alle i undersøgelsesværelset, hvor jeg forsøgte at placere Nicky på bordet.

Mit hjerte sad langt oppe i halsen, da dyrlægen begyndte at undersøge Nicky."Det er vist ikke så slemt", sagde dyrlægen, og mit hjerte sank til midt i halsen. Dyrlægen undersøgte videre og vi holdt vejret ! "Så er det klaret", sagde dyrlægen lidt efter og Nicky stod på ALLE 4 ben.

Det var godt nok en dygtig dyrlæge vi havde fået fat på, tænkte jeg, og spurgte selvfølgelig, hvad der havde været galt. Jo, svarede dyrlægen, det var såmæn bare neglen, der hang fast i halsbåndet !!

Hjertet faldt på plads, men nu havde jeg svært ved at håndtere den PINLIGE situation. Min mand forsøgte at bevare fatningen ved at spørge, hvad konsultationen kostede. Med et venligt glimt i øjet, svarede dyrlægen, at det intet kostede. Nej, det tror da pokker, han har sikkert levet længe på den oplevelse. Jeg forsøgte at tale om noget andet og spurgte til en af de ansatte, som jeg kender - det skulle senere vise sig at være en meget dum idé.

Da jeg senere mødte op til vacc. med Nicky, stødte jeg på min bekendte, der var ved at bære en hund til operation. "VENT, VENT", råbte hun, "jeg skal lige se din hund."

Jeg ventede et øjeblik, hvorefter min bekendte kom og løftede Nicky op. Så vender hun sig mod receptionsdamen, peger på Nicky og siger "Det er DEN med halsbåndet !! ".

Jeg måtte pænt vente til de var færdige med deres grineanfald, før jeg kunne få min hund tilbage og sige "Nå, jamen farvel og tak for idag". Selv nu - mange år efter episoden - kan jeg blive bedt om at fortælle "historien om halsbåndet" og det sker, at andre "tør" fortælle om, hvordan de har været lidt (meget) til grin.

Billede26












































 
Jumla Webdesign