English (United Kingdom)Danish(DK)
Kennel Nicktime Cairn Terrier - Crufts-turen
Crufts-turen
Nogle gange kan man i bakspejlet godt undre sig over, hvad en lille kvik bemærkning kan føre til.

For mit vedkommende startede min tur til Crufts (Birmingham, England) med en sådan kvik bemærkning. Jeg blev af Graham Peers, der er cairn terrier dommer og -opdrætter med kennelmærke Tweedisle, inviteret til at komme til Birmingham og se Crufts, hvortil jeg humoristisk bemærkede, at jeg da kun kom til Crufts, hvis jeg havde hunde at vise i ringen og at det ikke kunne lade sig gøre at tage min egen hund med. Graham svarede, at det sandelig var tanken, at jeg skulle vise hans 7 tilmeldte hunde, hvis jeg kom over !!

Så havde jeg roder mig ind i suppedasen ! Jeg troede, det hele var for sjov, men i England sad en, der mente det alvorligt. Afsted kom jeg og havde dagen før Crufts til at lære hundene at kende. Der skulle nu kun 6 hunde med til Crufts, da hundene havde leget damefrisør med den 7. tilmeldte hund og jeg måtte give Graham ret i, at den frisure nok ikke kunne gøre sig på Crufts. Inden jeg tog afsted var der flere, der sagde: "Nu beholder du hænderne dybt begravet i lommerne" - underforstået, at jeg ikke skulle trimme på hundene. Det havde jeg nu heller ikke tænkt mig, da trimmet er anderledes end det vi ser i Danmark. Det gik selvfølgelig ikke værre eller bedre end at Graham og jeg hurtigt blev enige om, at der liiiige skulle rettes lidt på en ryglinie og i løbet af nogle timer havde det ene hår taget det andet. Heldigvis var både  Graham og hans kone Hilary begejstrede for resultatet og så kunne jeg jo også være det.

Crufts-dagen oprandt og vi skulle afsted før en vis herre fik sko på og køre ca. 90 min. til Birmingham. Ankommet til Birmingham fik vi læsset de første 4 hunde og var begyndt at gå mod hallen, da Graham siger: We need all two !! og jeg svarede: Hvilke 2, hvad mangler vi, har vi glemt noget ?? Nu skulle jeg jo lige vænne mig til at tale udenlandsk, men jeg syntes da ikke selv, at jeg var helt tåbelig, men forstå alt hvad han sagde, det kunne jeg ikke. Vi fortsætter mod hallen og så peger Graham op og siger igen: We need all 2". Det viste sig, at jeg boede hos et menneske, der talte en af-art af engelsk, hvor man udelader H-et, for det han mente var, at vi skulle i HALL 2. (Jeg blev dog bedre til selv at sætte H-er foran det jeg ikke forstod, men der skulle komme flere sjove episoder).

CRUFTS var ubeskriveligt STORT i antallet af haller, ringe, mennesker, hunde og stande og med et udstillingssystem jeg ikke forstår, hvordan selv de "indfødte" finder rundt i. Klasserne blev opråbt, man går i ringen og bliver bedømt, men man får ingen kritik. Alle hunde bliver i ringen og så vælges vinderen, nr. 2, 3 og 4. Du går ud af ringen uden at have den fjerneste ide om, hvad dommeren mente om hunden. Der gives dog kritik på de 3 først placerede hunde, men jeg forstod det sådan, at kritikken ikke gives til udstilleren, men kan læses på internettet.

Min egen indsats på Crufts kan beskrives kort: Jeg kom ind i ringen nogenlunde til tiden, medens jeg i en anden klasse tog revanche ved at blive lidt for længe. Jeg mente, at dommeren havde peget på mig i udvælgelsen af vinderhundene, men da vi stod 5 tilbage i ringen, tænkte jeg, at der nok af en, der heller ikke forstod systemet, men da dommeren igen pegede på mig og virrede med hovedet, var det altså mig, der havde misforstået en "pegning". Det bedste resultat var en 5. plads, men på den anden side er den placering jo næsten lige så god som en 2. plads. Ingen af placeringerne går nemlig videre til finalen ;-)

Vinderen var en hvedefarvet tæve, Penticharm Celtic Prinsess, ejet af Lis Hooton, medens BIM blev Carradine Toblerone, ejet af Dawn Formosa. Fra de mere hjemlige himmelstrøg er det værd at bemærke, at sidste års vinder, Rasken's Rusty Red Ruby, blev no. 2 i åben klasse. Jeg havde håbet og var fast overbevist om, at jeg skulle se nogle hunde på Crufts, der simpelthen ville tage vejret fra mig, men jeg må erkende, at jeg på intet tidspunkt følte sådan. Der var mange dejlige hunde, men ingen af de hunde jeg syntes om, faldt i dommerens smag. Til gengæld var jeg vildt imponeret over den måde, hundene handles på. ALLE hunde vises med fuldstændig løs line og til trods for den løse line, går hundene med løftet hoved og hale og så SHOWER de hunde, så det er en drøm. Det må jeg sige var imponerende.



Når dommeren har en hund på bordet er det også almindeligt, at de øvrige handlere bærer rundt på deres hund, snakker til højre og venstre eller endda sidder blandt publikum og snakker....efter min mening en noget "Leif Lalleglad" holdning til at udstille, men som Graham sagde: "Don't get it wrong, they ALWAYS have one eye on the judge and the other one on the dog!.

En anden oplevelse, der viser, at englænderne tager udstillinger noget mere afslappet end de fleste her hjemme gør, var følgende: Medens jeg er ved at gøre en tæve klar til ringen, står en dame nær trimbordet og forklarer et ægtepar, at en cairn terrier skal trimmes. Så går damen hen og stryger hånden fra tævens hale og op til halsen, så ryglinien står lige vejret og siger til mig: I'll just show them how to strip a cairn !!! De, der kender mig, kan måske næsten høre tonefaldet, da jeg nærmest langer ud efter hendes hånd og svarer: NO WAY !!!...can't you see, I am getting this dog ready for the ring ???

På vej ud af hallen gjorde vi holdt ved en afsluttet ring og fulgte konkurrencen om vinderen af gruppe 3 via en kæmpe tv-skærm og pludselig synes jeg, at jeg ser et bekendt ansigt og i det samme rejser manden sig fra stolen, styrter hen til mig, giver mig hånd og kys på kinden og siger: Hello love, what are YOU doing at Crufts?? Joh, svarede jeg, jeg var jo importeret fra Denmark til at handle ;-) og så fik vi en god snak om Crufts og om hans oplevelse, da han dømte cairn terriere i Denmark i februar. Den venlige herre var Tom Hehir fra Irland og han kunne huske mig !! Havde jeg mon givet lyd fra mig i ringen, da Ringo vandt sit første cert. under ham ?? Sandsynligvis. Tænk at møde et menneske man kender i den enorme menneskemængde, der havde medbragt over 22.000 hunde - det var virkelig en herlig oplevelse.

Søndag var vi inviteret ned at besøge Judith Parker-Tucker og hendes helt ubeskrivelige hundeverden. Det var overvældende. Man bliver mødt af kæmpe store, tykke mure omkring hele ejendommen og indgangen er et stort jerngitter med hængelås! Indledningsvis fik vi en overhaling (med smil) over, at vi kom 20 min. senere end aftalt. Så blev vi budt på en kop engelsk te, altså te med mælk. De spørger ikke engang om man vil have mælk i teen og faktisk smager det bedre end jeg havde forestillet mig. Nå, med hver sit krus i hånden tager vi fat på rundvisningen. Det kan altså ikke beskrives, men bør opleves. Kun 2 steder så jeg 2 hunde i én løbegård. Det ene sted var med 2 skønne, mørkbrindlede hvalpe på omkring 3 måneder og det andet sted holdt 2 seniorer hinanden med selskab. ALLE andre hunde havde egen løbegård på mellem 25-30 m2 anlagt med hegn, en række fliser langs hegnet og resten med græs. Midt i løbegården var støbt en forhøjet løbegård med hundens EGET HUS på ca. 12 m2. Hvor mange hunde var der så, tænker I nok. Svaret er: Jeg opgav at tælle hunde, da jeg havde talt omkring 25-30 stk., så jeg aner ikke det præcise antal. Jeg var i den grad imponeret over de fantastiske forhold de hunde havde og jeg synes også det er værd at bemærke, at ALLE hunde var så velplejede og veltrimmede, at de alle som én kunne gå direkte i udstillingsringen. Jamen, så er der vel mange til at passe det hele, tænker I. Niksen, biksen venner, ALT blev klaret af JPT og hendes jævnaldrende søster, Daphne. Vi havde regnet med, at besøget ville vare et par timer incl. frokosten på restauranten på den lokale kro ved floden, men der var så meget at se og høre om, at vi først vendte næsen hjemad efter 6 timer. Dette besøg har gjort mindst lige så stor indtryk på mig, som udstillingen dagen før :-)



I umiddelbar nærhed af Hilary og Graham Peers ligger et gammelt slot, bygget i 1153, der foruden selve slottet også har stalde til heste og hunde eller rettere hounds, der bruges i forbindelse med rævejagt. På vej hjem fra JPT fortæller Graham: At the castle, you know, they feet the owls (altså ugler) 6 days a week and one day they don't get anything to eat. Nå, tænkte jeg, det lyder da tåbeligt, hvem kravler op i tårnet til uglerne eller måske er det tamme ugler, de har i bur. Så jeg spørger, hvorfor man fodrer dem. Dette forstod Graham ikke eller rettere sagt, han kiggede med et tåbeligt udtryk på mig, så jeg forsøger at omformulere spørgsmålet, hvorfor man overhovedet fodrer dem. Jeg kan kun sige, at hans udtryk ikke bliver mindre tåbeligt og forundret, så nu spørger jeg, om man fodrer dem med levende eller døde mus !! Graham kigger bestyrtet på mig og siger: The owls ???? Så er det jeg husker hans udtale uden H og spørger: Are you talking about the hounds? og medens han knækker sammen af grin svarer han: Yes of course, WHAT are YOU talking about !Så måtte jeg gå til bekendelse og fortælle, at jeg troede han talte om ugler.

Mine 2 Clapton house skygger:

DSCN0313DSCN0314












 
Jumla Webdesign